Om os

Simon og jeg har altid nydt at bruge vores hænder og skabe smukke, brugbare ting. Som naturlig konsekvens heraf, valgte vi i efteråret 2016, at starte vores lille firma Haandens Værk. Og vi er kun lige begyndt.

Simon fremstiller brugsgenstande i nordiske træsorter. Han laver hovedsageligt skåle, skeer, skærebrætter og plankeborde, men det bliver også til andre projekter fx. bænke, melskovle mm.

Materialerne henter han hovedsageligt i nærområdet, når træerne alligevel skal fældes eller vinden blæser dem omkuld. Træsorterne er derfor mange forskellige, bl.a. mirabelle-, æble- og andre frugttræer samt eg, bøg, ahorn og ask.

Mit (Inger-Maries) kreative univers starter i håndarbejdets verden, med fantasi som stærk medspiller. Jeg nyder at skabe smukke papirklip, nålebinde, hækle og sy blandt meget andet og kreerer både til børn og voksne – til dagligt brug eller blot til at sidde og forundres over i et stille øjeblik.

Jeg vælger så vidt muligt økologisk, hjemmegjort og/eller genanvendt stof og garn. Men det sker, at min lokale stofforretning får et besøg og jeg lader mig friste af smukt mønstret stof eller køber bånd, tyl eller lignende for at gøre udtrykket i de færdige emner helt perfekt. Derudover lader de lokale genbrugsforretningers tøj også af og til livet, så bamser kan få nyt tøj eller en børnekjole kan blive til. Jeg blander gerne nyt med gammelt – og altid med kvalitet og holdbarhed i højsædet.

Mht. papir, plast, æsker mm. bruger jeg forskelligt papir fra mine gemmer samt diverse genbrugsmaterialer, fx. gamle noder, skotøjsæsker, emballage mv., men nogle gange skal der også nyt til.

Se dig omkring på siden. Har du spørgsmål eller specielle ønsker så kontakt os her. Og ellers håber vi, at du finder noget du kan lide.

Simon Aagaard og Inger-Marie Kjærgaard Vigh